Step-by-step

Forberedelse er et vigtigt parameter for, at jeg får lavet smoothie om morgenen. Jeg forbereder mine smoothie-ingredienser ca. hver tredje uge i perioder, andre gange får jeg det ikke gjort. Det går så hurtigt at lave dem om morgenen, hvis jeg har preppet poser klar til fryseren - så hurtigt, at jeg ikke har nogen undskyldninger for at lade være.

Ca. hver tredje uge forbereder jeg smoothies til de næste par uger. Om aftenen når børnene er i drømmeland, sætter jeg musik på eller en god serie på computeren, og så bruger jeg en times tid på at lave for-blandede poser af frugt og grønt til fryseren, som er lige til at hælde i blenderen om morgenen.

Først tager jeg alt frugt og grønt frem fra køleskabet for at se, hvad vi skal have brugt op. Har jeg f.eks. en rest af hvidkål, så skærer jeg det i nogle mindre stykker. Har jeg sød kartoffel og gurkemeje, så bager jeg det i ovnen i ca. 10 min. ved 200 ° (gurkemeje bages for at frigive den antiinflammatoriske curcurmin – man kan i stedet tilføje lidt sort friskkværnet peber sammen med rå gurkemeje, det hjælper også med at frigive curcurmin). Chili og ingefær bliver snittet i mindre stykker osv.

Herefter lægger jeg tørre viskestykker ud over køkkenbordet, og tager alle de råvarer frem, som jeg har i fryseren. Grøntsager til den ene side og frugt til den anden. På den måde er det nemt at skabe en god balance mellem frugt og grønt i poserne.

Jeg bruger min blender som målebæger, så jeg ved hvor meget, jeg skal blande i poserne. Jeg fylder blenderen med en god portion af alle de ting, som jeg gerne vil have i min smoothie (uden at blende det), og hælder det hele over i en frostpose. Dette gentager jeg, indtil alt er blandet og ligger fordelt i 10-15 frostposer, klar til de kommende morgener.

Om morgenen tager jeg så en pose fra fryseren og hælder indholdet i blenderen. Jeg hælder lidt kogende vand over, ca. 1/4 af blenderens volumen. Herefter tilføjer jeg frø, nødder, superfood pulver, kollagenpulver osv. Jeg presser også altid en citron for at tilføje noget helt frisk C-vitamin, eller skærer blot citronskallen af og tilsætter hele citronen og lidt af skallen. Til sidst fylder jeg op med væske, kold te fra dagen før, kokosvand, aroniasaft, eller bare vand. Blender i ca. 1 minut (afhængig af blender) og tilsætter så gode planteolier og evt. lidt fiskeolie til sidst og blender i 10 sekunder igen.

Jeg bliver ofte spurgt, hvilken blender jeg anvender. Det er denne virkelig gode blender, den bedste jeg har haft: Vitamix A23001   www.kitchenone.dk/vitamix/

Pre-mix poserne kan også laves ud fra opskrift, prøv for eksempel denne opskrift på en immunstyrkende ANTIOXIDANT C-VITAMIN-SMOOTHIE

Forberedelse af ingredienserne

Gør det nemt for dig selv
Snit frugt og grønt på dage, hvor du har god tid, og frys det ned. Fordel det hele fladt i ét lag i frostposen, da det ellers kan være svært at få fra hinanden. Inden ferie; frys alle råvarer ned, der ellers ville blive for gamle, mens du er væk.

Køb økologisk frugt og grønt på frost
Næringsindholdet i frostvarer bevares rigtig godt, og frostvarer gør det nemt og hurtigt at lave smoothies. Samtidig gør frostvarer smoothien dejlig kold.

Kassen med superfoods
Bliver du glad for at drikke smoothies, så lav en kasse med superfoods, såsom: Hørfrø, chiafrø, bipollen, spirulina, olier, nødder osv. Du sparer dyrebar tid på travle morgener ved at have det hele samlet ét sted.

Få flere tips & tricks til din smoothie her.

Alt det bedste,

Mette Skjærbæk