Der findes flere forskellige hudtyper, og dertil kombinationer af hudtyper, og dertil igen forskellige tilstande af de enkelte hudtyper. 

Her ridser jeg de mest almindelige hudtyper og deres kendetegn op for dig. Forhåbentlig kan det hjælpe dig med finde dit udgangspunkt - og derfra hjælpe dig med at vælge den rigtige ansigtspleje.

Du kan grundlæggende vælge din ansigtscreme på baggrund af din hudtype, hvis ellers den er i balance. Alle hudtyper har deres eget udgangspunkt for, hvornår den er i balance. Det nytter altså ikke noget at tro, at valget af ansigtscreme kan ændre din hudtype til at være en anden, eller mere ønsket hudtype. 

De forskellige hudtyper, kort fortalt

Normal hud: En velafbalanceret, normal hudtype er smidig, har en fin ensartet og glat struktur, føles hverken for fedtet eller for tør og har næsten ingen synlige porer. En normal hudtype betyder ikke, at det er den hudtype der er mest normal.

Tør hud: 
Den tørre hudtype har fine, næsten usynlige porer og en talgproduktion, som er i underkanten. Den har derfor svært ved at opretholde en god fugtbalance, bliver hurtigt dehydreret og har nemmere ved at danne små indkapslede, hvide knopper (milier) samt fine linjer og rynker. Den mangler altså både fugt og fedt. Ofte har en tør hud også mere yderliggende og skrøbelige blodkar. I perioder kan huden føles mere sart, ru, let skællende eller stram i overfladen.

Moden hud: Med alderen ændrer hudens bindevæv sig, og huden mister sin fylde, fugt, fedt og fasthed. Moden hud er ofte tynd og viser levet liv med rynker fra glæde og bekymringer. Manglende fugt og fedt kommer ofte til udtryk ved tørhedslinjer, og huden kan have svært ved at opretholde glød. Huden er ofte præget af mange års påvirkning af frie radikaler og kan have pigmentpletter, samlinger af talg, enkelte forstørrede porer og ellers mange af de samme kendetegn som en tør hud.

Sensitiv hud: 
Sart, følsom, sensitiv eller reaktiv hud. Kært barn har mange navne, og en sensitiv hud kræver ofte også mere hensynstagen og omsorg end f.eks. normal hud. Kendetegnene er yderliggende og udvidede kapillærer på kinder og næse, irritation, blussende hud og rødme. Huden kan være ekstra følsom overfor stress, varme, kulde og bestemte mad- og drikkevarer. Hudtilstande som eksem og rosacea går ind under kategorien sensitiv hud. Børn og unge menneskers hud er fin og ny og bør derfor også plejes som en følsom hud.

Fedtet hud: 
Denne hudtype forveksles ofte med aknehud eller hud med bumser. Fedtet hud kan få bumser og hudorme, hvis porerne er tilstoppede. Det sker oftere end for en normal eller tør hud, fordi der er tendens til en overproduktion af talg/sebum, som hurtigere ophobes i porerne sammen med døde hudceller, snavs og forurening. Men bumser kan opstå af forskellige årsager - og hos alle hudtyper. En fedtet hud har tydelige porer, en skinnende hudoverflade og er super godt stillet i forhold til rynker! Den beskyttende og blødgørende hudbarriere hos en fedtet hud beskytter mod dehydrering og holder huden spændstig og fyldig.

Kombineret hud: 
De fleste er en kombination af flere hudtyper. Ofte er det to forskellige hudtilstande, der er dominerende, og her er der mange kombinationer. De to, jeg oftest ser, er:

Tør eller normal hud på kinderne, men fedtet T-zone (næse, hage, pande), hvor huden helt naturligt har større porer og mere talgproduktion. Det kan også være kun panden eller kun næsen, som fedter.

Sensitiv hud ses ofte i kombination med tør hud, moden hud og med fedtet hud. Den sarte hud viser sig på mange måder. Det kan være genetisk, at huden er følsom eller ved dermatologiske hudsygdomme, men meget tit skyldes det en udtørrende eller for hårdfør pleje af huden. Alle hudtyper kan komme ud af balance, blive stresset og opleve irritation, tendens til bumser eller for meget eller for lidt talgproduktion.

Vil du vide, hvilken af Karmamejus ansigtsserier, der passer til dig, så kan du læse blogindlægget Hvilken ansigtsserie skal jeg vælge?

Ønsker du en mere personlig analyse af din hud, anbefaler jeg altid at se en kosmetolog, som kan kigge nærmere på din hud under sin lup.

Alt det bedste
Christina 

Christina er udannet kosmetolog med 14 års erfaring indenfor hudplejebranchen, både som professionel behandler, og i de seneste 6 år som ekspertformidler af holistisk hudpleje og udvikling af produkter hos Karmameju Skincare.