Hvilken duftfamilie er din favorit?
Det er der en spændende og videnskabelig tilgang til – som måske kan spare dig for mange fejlkøb. Er du blevet bevidst om, hvilke duftfamilier du kan lide, bliver det meget lettere at vælge din næste yndlingsduft.
Hvad er en duftfamilie?
Hos Karmameju arbejder vi med de olfaktive grupper når vi skaber vores aromaterapeutiske parfumer – i hverdagssproget kaldet duftfamilierne. Vores parfumer har hver sin særlige duftkomposition og placerer sig derfor også i hver sin duftfamilie.
Når man arbejder med duftfamilierne inden for parfumekunsten, går man på opdagelse i de tre duftlag, parfumen indeholder. I sin enkelhed handler det ikke om at definere familien på baggrund af hver enkelt duftnote, men om at klassificere en parfume ud fra, hvordan den dufter, dens genre, og dens karakteristika. Man kan sige, at de olfaktive grupper er en del af det sprog, man bruger i parfumeverdenen for at kategorisere en duft.
Omend Karmamejus parfumer indeholder nogle af de samme æteriske olier, eksempelvis dyrebar bulgarsk rose og gådefuld labdanum harpiks, har de hver helt unikke komposition – og derfor også duftfamilie.
Hvor NECTARFLAME er et sødmefyldt kærlighedsbarn i den florientalske duftfamilie, placerer URBAN OUD sig i den intense og røgede træduftfamilie. Karmamejus første parfume, POWDERBLOOM, er en af de sofistikerede og komplekse chypre-dufte, der karakteriseres ved blomstrende feminin elegance og balsamisk dybde, hvor den nyeste duft i kollektionen, jubilæumsduften STORYTELLER, er som en let og kærlighedsfuld sommerbrise i den friske, grønne duftfamilie, hvor de fleste eau de toilettes er at finde.
Følg din intuition
Men hvordan finder du så ud af, hvilken parfume, der passer bedst til dig? Det er en kunst i sig selv, men vi kender alle følelsen af at opleve en intuitiv, sanselig tiltrækning af en duft. Oplevelsen af at noget dufter godt. Oplevelsen af at en duft minder én om noget godt – det er den intuition man skal følge, og viden om duftfamilierne vil give dig yderligere viden til at finde vej blandt de tusindvis af dufte på markedet.
DUFTFAMILIERNE
En familie kan have mange familiemedlemmer – det samme gælder duftfamilierne. De otte duftfamilier, vi arbejder med, har alle variationer inden for deres ”slægt” – fordi der hele tiden kommer nye, spændende duftkombinationer til på markedet. Derfor kan man også med fordel gå opdagelse i nye dufte, der udspringer af en duftfamilie, man allerede er glad for.
Hos Karmameju arbejder vi med følgende otte duftfamilier og deres karakteristika:
FRESH
Opløftende, lette og grønne. Dufte fra den friske duftfamilie kan frembringe følelser af havets kølende brise, solens stråler på den varme hud eller friskheden fra nyskårede citrusfrugter. Lyse og luftige sommerdufte i Eau de Toilette-version findes ofte i denne duftfamilie.
FLORAL
Feminine, blomstrende og dekadente. De floralske dufte sprudler endeløst af blomster. Med associationer til romantiske buketter af afskårne blomster, forår i fuld flor og uendelige rosenbuske, er de floralske dufte blandt de mest populære blandt parfumer til kvinder. De er ultra-feminine og kan gøres enten varmere i duften med krydderier eller mere frugtige med noter fra søde og bitre frugter.
FLORIENTAL
Sensuelle, søde og forførende. De florientalske dufte er, som navnet antyder, en fusion af den floralske og orientalske duftfamilie. De er en kombination af lyse, blomstrende noter og berusende blomster, undertoner af musk, krydderier, varme trænoter og balsamisk harpiks. En kompleks fusion af blomster og tunge orientalske noter, der vækker sanserne.
ORIENTAL
Sexede, krydrede og varme. Dufte fra den orientalske duftfamilie har rod i parfumekunstens spæde begyndelse i Orienten - Indien og Arabien. De har en varm og tung fylde med ingredienser som leder tankerne hen på 1001 nats eventyr, mystik og forførelse. Orientalske parfumer er ideelle til aftenbrug og lever længe på huden med sine tunge duftnoter.
CHYPRE
”SJIP-RA”
Fyldige, elegante og sofistikerede. Dufte fra duftfamilien Chypre fylder meget med sine dekadente blomsternoter, men er samtidig sarte og underspillede med varme og tørre elementer af frugt og træ.
Det menes, at chypre dufte går tilbage til romertiden og er ofte nævnt i parfumehåndbøger helt tilbage fra det 18. århundrede. Navnet på denne duftfamilie er opkaldt efter øen Cypern - fødested for kærlighedens gudinde Afrodite, der er kendt for dens aromatiske planter og chypre-duftende blomster.
WOOD
Intense, tørre, jordbundsagtige. Træduftfamilien er domineret af varme, tørre og markante rå, røgede og jordede duftnoter. Baseret på brugen af harpiks, bark, kogler, mos, blade og jordens rødder, former trænoterne en malerisk scene af rå natur og forførende dybe skove.
GOURMAND
Søde, varme og aromatiske. Som navnet indikerer, er gourmand-duftene en (næsten) velsmagende affære, der får mundvandet til at løbe. De er typisk tunge i deres udtryk og får én til at drømme om flydende karamel, chokolade eller måske friskkværnet kaffe. Ofte har Gourmand-duftende et sødligt element af vanilje eller andre krydrede undertoner, som indbyder til varme på kolde vinterdage.
FOUGÈRE
”FUU-SJÆR”
Maskuline, grønne og dybe. Parfumer i Fougère-familien er klassiske herredufte, og indeholder nogle af naturens mest rå græssede duftnoter. På fransk betyder ”fougère” bregne, og det beskriver den grønne, jord-, rod- og græsagtige duft, som er kendetegnende for Fougère.
Vælg din favorit
Når man helt konkret står foran vældet af parfumer på hylderne, kan man kigge efter de forskellige særpræg, som parfumerne er beskrevet med på æskerne. Har en parfume samme karakteristika, som en af dine favoritter derhjemme, står du måske med din nye yndling i hænderne –og herfra starter udvælgelsesprocessen og samarbejdet med den intuitive duftesans.
Læs artiklen Kunsten at dufte til parfume og hjælp duftesansen med at vælge din næste parfume.
