Når antikkens duftkultur møder moderne hudplejeritualer

Karmamejus grundlægger og produktudvikler, Mette Skjærbæk, har været fascineret af dufte siden hun var ung. 
Men hvordan fortolker man antikke parfumeopskrifter til moderne produkter, vi har lyst til at bruge i dag? 

Vi har talt med Mette om Glyptotekets historiske kilder, antikkens overraskende duftritualer og arbejdet med at skabe tre nye produkter med rødder, der går mere end 2.000 år tilbage.

_

Karmameju x Glyptoteket er en hyldest til antikkens parfume – et samarbejde inspireret af antikkens forhold til duft, skønhed og ritualer og skabt i forbindelse med særudstillingen Magt og mode i Romerriget på Ny Carlsberg Glyptotek.

Oplev Karmamejus duftinstallation fra 1. oktober samt tre limited edition-produkter, som forhandles eksklusivt på karmameju.dk og i Glyptotekets museumsbutik.

“Seniorforsker hos Glyptoteket Cecile Brøns’ forskning er fascinerende og vigtig. Den åbner for et indblik i fortiden, i hvordan vi levede og hvordan vi brugte naturen. 

Jeg vidste for eksempel ikke, at man dengang tilsatte dufte til vin. I antikken kunne vin parfumeres med nogle af de samme kostbare råvarer, som blev brugt på huden og i duftende olier – blandt andet rose, myrra, nardus, safran og kanel. Duft, smag og medicin var endnu ikke adskilte verdener, men forskellige anvendelser af de samme aromatiske planter og harpikser. I dag tilsmages for eksempelvis te med urter og æterisk olie - det er på sin vis det samme.

Duftende blomster og urter blev udblødt i olie, en proces kendt som masceration. Dengang anvendte man olivenolie, moringaolie eller farveløs olie fra umodne vindruer til udblødningen af plantebestanddelene. Man brugte harpiks eller gummi som benzoin som fikseringsmiddel for at bevare og forlænge duftens holdbarhed på huden. 

Noget jeg har smilet meget over, er Aristoteles' elev, den græske filosof og botaniker Theofrast, som skriver: 

“De letteste er rosenparfume og kypros, som synes at være bedst egnede til mænd, ligesom også liljeparfume. De bedste til kvinder er myrraolie, megaleion, den egyptiske parfume, sød merian og spikenard; disse fordamper nemlig ikke let på grund af deres styrke og fyldige karakter og lader sig ikke let sprede. En holdbar parfume er, hvad kvinder ønsker.”

På mange måder er det det modsatte af, hvordan parfumer anbefales og markedsføres i dag. Min holdning er, at alle dufte er til alle, og at der ikke er nogen begrænsninger i det maskuline og feminine. Vi skal bare gøre det, som føles rigtigt for den enkelte. Det er en dejlig opfordring til at være nysgerrig og legende i sit valg af parfumer og aromaterapeutisk hudpleje.“

“Der nævnes blandt andet blomster som rose, lilje og iris, krydderier som kanel, kassia og kardemomme, og en lang række harpikser og træsorter, planter som festgræs og urter som merian og spikenard*. Harpikser (læs: også kaldet ‘resiner’ – oftest fra nåletræer) udgør en betydelig del af ingredienserne i mange af de fundne opskrifter, måske fordi man elskede de tungere næsten umami-lignende dufte, og måske fordi de var nemmere at tørre, opbevare og transportere.

Vi har til udstillingen og hudplejeprodukterne arbejdet ud fra at formidle fortiden og samtidig forføre i nutiden. Her har vi udvalgt de dufte, som vi synes forbinder antikken til nu."

*Obs: Glyptoteket skriver: Generelt bør man være varsom med at identificere et planteudtryk, der er nedskrevet i en antik tekst, som en specifik planteart i moderne, linneansk forstand. Som andre forskere også har påpeget, var antagelsen om, at ét udtryk svarer til én planteart, sandsynligvis ikke gældende i antikken, og man bør tillade en vis fleksibilitet i betegnelserne.

"Ja. Plinius den Ældre beskriver i Naturalis Historia en lang række planter og deres anvendelse, blandt andet duftende urter og blomster, der blev brugt til både parfumer og medicinske formål. Roser, liljer, myrra og kanel optræder blandt andet i parfumer og salver. Også den græske læge og botaniker Dioskurides beskrev hundredvis af naturlige stoffer og deres anvendelse. 

"Ja, vi ved, at statuerne blev parfumeret med rosenolie, en duft der omtales igen og igen i skrifterne. 

Marmorstatuerne var ikke "giner" i moderne forstand, man blot betragtede, men sanselige fremstillinger, hvor tidens beklædning og udsmykning kunne formidle identitet og social status. Mange forestillede guder, herskere, afdøde eller idealiserede mennesker og havde religiøse, politiske eller erindringsmæssige funktioner. Når en statue blev vasket, smurt, klædt, pyntet og parfumeret, var formålet ikke bare at få marmoret til at dufte behageligt. Behandlingen kunne gøre den fremstillede guddom eller person mere nærværende og levende. 
Jeg synes, det er fascinerende at tænke på, hvor sanselig oplevelsen af de her skulpturer oprindeligt har været."

“Det gør vi. Alt andet ville være forkert, for den er en bærende duft fra den tid. 

Vi anvender Rosa damascena-sorten, da den dufter himmelsk. Vores parfumør i England dyrker Rosa Damascena, og det er så ubeskriveligt sanseligt at stå blandt alle roserne på det tidspunkt af dagen, hvor de dufter allermest.

Man ved ikke med sikkerhed, hvilke rosensorter der blev anvendt til rosenparfume i antikken: Rosa gallica, Rosa moschata eller Rosa centifolia er blevet foreslået. Vores version er derfor ikke en rekonstruktion, men en moderne fortolkning med afsæt i rosen som en af tidens centrale dufte.”