DO YOU er et fokus til hele året, til hver dag, og gerne hver time. Noget som er så givtigt at øve sig på. Det starter altid for mig med: Hvad har JEG egentlig lyst til i ”larmen” af alle andres behov og alt det forskellige, man kan.  

Man bliver gladere af det, også omkring andre, når man også husker sig selv. 

Vinteren er en helt speciel tid. Det er hyggeligt, jeg opholder mig mere hjemme, bygger mere rede, spiser flere gryderetter, bager mere og sover gerne mere. Det rummer så megen kropsrespekt at lytte til vores behov, energiniveau og lyst. Det vigtigste fokus i DO YOU for mig vil nok aldrig ændre sig: Mere væren og mindre gøren. Det er det, som jeg personligt har sværest ved. At bare være, og ikke hele tiden at gøre noget. I min opvækst blev jeg mest belønnet for at gøre, og jeg øver mig nu i, at det også er fint bare at være. 


Jeg er god til at prioritere spatid på badeværelset, få gjort klar til julen, få lavet god mad osv. Altså at gøre. Jeg er ikke specielt god til bare at være, uden at få følelsen af, at jeg burde gøre alt muligt. Så dét er mit vigtigste DO YOU fokus - hvad er mon dit? 

Min familie og stjerne-familie (venner) er det vigtigste i verden for mig, så de er altid en del af mit DO YOU, men at finde pladsen til mine behov også, i vores store familie, er så selv-kærligt, vigtigt og essentielt, for at være god ved mig, og for at være en god mor, kæreste, datter, søster, veninde og alt det andet, jeg er i familierelation. 

Mine DO YOU vinter fokuspunkter

  • Stil spørgsmålet: Hvad har jeg lyst til lige nu?
  • Mere væren og mindre gøren.
  • Check ind med mig selv i spejlet morgen og aften med øjenkontakt og sige “hej”til mig.
  • Træk et DO YOU kort hver dag, for at gøre noget godt for mig selv.
  • Sov en time mere for at give min krop tid til restitution (om sommeren syv timer, vinter otte timer).
  • Sov en lur alle dage, hvor jeg kan.
  • Drik varme drikke og spis med årstiden (rodfrugter, supper, sammenkogte retter osv.)
  • Gå tur og få lys og bevægelse til øjne, krop og sind.
  • Se en god ven. Så nemt ikke at nå, men så vigtigt at prioritere.
  • Prioritér tid på badeværelset om aftenen til varme/kolde bade, body scrubbing, tørbørstning, file negle, høre musik, drikke te osv.
  • Mindre streaming tv - det er nemt, men giver mig ikke så meget i det lange løb.
  • Vigtigst af alt: Øv mig i at lave ingenting.   

Det lyder som en lang TO DO liste, men det er ting, som gør mig gladere. Som en lille intention-setting tror jeg, at det er en brand god ide at få forholdt sig til, hvad der egentlig gør én glad. 

Jeg håber, du får checket ind med dig selv denne vinter, får sagt hej, med øjenkontakt i spejlet ved starten af en ny dag, og inden du går i seng.
Livet kan leves i fuld galop, eller tulles afsted i roligt tempo - det er helt op til os, ingen vil takke os for hverken det ene eller andet. 


Jeg ønsker dig en smuk vinter, hold dig varm og mild, i hjerte og i tanker. 

Kærlig hilsen, Mette