Sund hud spiller en essentiel rolle i den generelle sundhed og for længden af din levetid. Nyere videnskabelige studier har vist, at pleje af din hud ikke kun forbedrer dens tilstand, men også støtter kognitiv funktion og generel velvære.
Af grundlægger, Mette Skjærbæk
Vaner er alt! De udgør vores hverdag og vores helbred mere, end vi måske tænker over. Efter omfattende sundhedstests blev grundlægger Mette Skjærbæk nødsaget til at se sine vaner – og uvaner –efter i sømmene. Med en simpel, men effektiv metode begyndte hun langsomt at vende ”containerskibet”: sit liv.
__________________________________
Rainer Maria Rilke skriver i digtsamlingen Duino elegier:
”...so we are left with, say, some tree on a hillside – one that we see every day; we are left with yesterday’s stroll and the pampered loyalty of an old habit that liked us so much it decided to stay, and never left…”
Den sætning – ”Den forkælede loyalitet fra en gammel vane, som holdt så meget af os, at den besluttede sig for at blive – og aldrig forlod os igen” – har jeg så tit tænkt på, siden jeg købte bogen i New York i 90’erne.
Vaner er alt! Vaner er det, der ender med, på sin vis, at udgøre hvordan vores hverdag former sig og vores helbred. De gode vaner, de dårlige og dem, man ikke har fået skabt endnu.
2025 blev året hvor jeg skulle se godt og grundigt nærmere på mine vaner, og jeg har mange gode: Min daglige tørbørstning, mine (næsten) daglige blends af nærende smoothies. Jeg børster tænder. Jeg husker at rette ryggen og at aktivere core. Jeg løfter bevidst med respekt for kroppen, når jeg løfter tunge ting. Jeg renser hud hver aften og tilfører huden nærende pleje dagligt. Jeg drikker grøn te. Jeg prioriterer at se venner og familie, at grine og at elske. Jeg har fokus på at få spist en varieret kost og på daglig hydrering, på at bevæge mig, på dagslys, at regelmæssigt gå til tandlægen – listen er lang af ting, jeg har som gode vaner.
Men, for der er ofte et men, så er der også de dårlige vaner. Sengetiden, som løb fra mig. Kosttilskud, jeg kom fra at spise fast. Manglende cardiotræning for mit hjerte, og, måske vigtigst af alt, manglende ro for sindet.
Omfattende gen- og DNA-sundhedstests viste i foråret 2025, at mit sind manglede restitution, både om dagen og om natten i den vigtige regenererende søvn.
Jeg fældede en tåre, da jeg sad i bilen efter, jeg havde fået ”dommen”, for der var desværre ikke noget af det, som ikke gav mening. Jeg kunne godt se, at de præcis 7 timer, jeg klemte ind til søvn, meget sjældent blev til 7 timer. Jeg kunne godt se, at jeg aldrig holder mentale pauser i løbet af dagen. Ofte laver jeg flere ting ad gangen; kører bil, holder telefonmøde og spiser en sandwich. Jeg vidste godt, jeg ikke spiste D-vitamin, som jeg mangler, osv.
Nogle gange skal der et chok til at få os mennesker til at vågne op. Jeg blev i hvert fald vækket godt og grundigt. Jeg summede en del over, hvad jeg skulle gøre, for jeg havde jo godt tidligere fået besked om, at jeg manglede D-vitamin, så hvorfor havde jeg ikke været vedholdende i at tage dette vigtige vitamin? Og hvordan kunne jeg lave alle ændringerne i mit liv og fastholde dem?
Der er skrevet mange bøger om, hvordan vi bedst ændrer vaner. Jeg har ikke læst dem, men ved, at der er mange gode ”hacks”, f.eks. "habit stacking" - at koble en handling på en anden handling: Inden du børster tænder, så rens først huden - kunne være én, så tingene kommer til at hænge sammen.
Jeg kender dog mig selv og antallet af gange, at jeg har lovet mig selv at både børste tænder og bruge tandtråd, hver dag, og hvor hurtigt den tandtråd så alligevel går i glemmebogen. Den ”skrappe chefdame” skal på banen hjemme hos mig og en form for overblik.
Jeg kan godt lide excelark. Noget i mig vil gerne udfylde dem.
I foråret lavede jeg et Excel-ark: De vandrette rækker med alle dagene i de kommende måneder, og de lodrette kolonner med de aktiviteter, jeg gerne ville sikre, at jeg fik gjort.
- Søvn – i seng senest kl. 22.00 og herunder – min 8-9 timer
- Øve meditation – 15 minutter dagligt
- Kosttilskud – dagligt
- Bevægelse – forskellige former for træning – ugentligt
- Alkohol – registrere antal genstande ugentligt
Listen fortsætter…
Excelarket blev over sommeren min ”bibel”, og de krydser skulle sættes hver dag, ellers blev den skrappe chefdame utilfreds. Der gik lidt gamification i den på en god måde.
I stedet for et excelark kan du også bruge en månedskalender på papir, en pæn notesbog, du kan have liggende på køkken- eller natbordet, en digital habit tracker apps, som giver påmindelser… Hvad end der fungerer for dig.
Og så købte jeg en ”smart-ring” som gav mig et indblik i mange forskellige elementer. Smart-ringe er ikke 100% pålidelige, men jeg må sige, at den ramte mig ret præcist:
”Du har haft høj puls i nat, drak du alkohol i går aftes?”
– Øhh ja, det gjorde jeg. Wow. Kontant afregning!
”Din søvnlatens var lang i går”
- Argggg ja, jeg var også på skærm lige til jeg lukkede øjnene, og det tog så åbenbart længere tid end normalt, før jeg faldt rigtigt i søvn.
Og især i forhold til de 4 stadier: restitution, afslappet, energisk og stresset lærte mig meget om hvilke aktiviteter, der opleves hvordan af min krop. Mit sind.
Vores visuelle udseende giver et godt billede af mange ting, og fordi jeg ser sund ud og beskæftiger mig med fysisk og mental sundhed gennem mit arbejde og mine interesser, så var der også flere i min omgangskreds, som ”kæmpede lidt imod”... ”Ej skat! Du er da så sund” blev jeg flere gange mødt med, og jeg ser måske også sund ud. Men vi kan ikke se hinandens mentale sundhed eller alt det, der sker inden i os.
Man siger, at stress er den nye dræber, og om end jeg ikke følte mig stresset og er glad og tilfreds som menneske, ændrer det ikke på, at vi mennesker har brug for hvile og restitution som modpol til at være aktiveret. Jeg har et højt energiniveau og en fortrinlig evne til at overskride mine egne grænser, sådan at ”jeg er træt” ikke rigtigt betyder noget for mig, hvis jeg først har sat mig noget for – og det har jeg som oftest.
Jeg beskriver min process, som at skulle vende et stort containerskib – det tager tid. Lang tid. For mig tog det flere måneder. Jeg var mindre social og mere sammen med mig selv.
Da jeg først fik at vide, at jeg sov dårligt, begyndte jeg pludselig at sove endnu dårligere. Jeg vågnede flere gange hver nat og bekymrede mig for, om jeg kunne falde i søvn igen - hvilket netop gjorde det sværere. Vores sind er så påvirkeligt, og det, vi ”fortæller os selv” er vigtigt, for sjælen lytter.
Nu er det vinter, og jeg er et helt andet sted end i foråret. Jeg sover mere, drikker mindre, spiser mine kosttilskud, passer bedre på mig, mærker mine grænser og siger fra.
Jeg øver mig i at meditere næsten hver dag, og det føles som balsam for hjernen. Ironisk nok er jeg først begyndt nu, selvom jeg er uddannet yogainstruktør og altid har arbejdet med holistisk sundhed. Men det, vi finder sværest, er ofte det, vi undgår.
Jeg bildte mig selv ind, at en gåtur ved havet var meditation, men min hjerne var stadig overaktiveret, i gang, problemløsende. De dage, jeg ikke mediterer, kan min hjerne føles lidt ”kogt”, og jeg higer efter den ro, blot 15 minutters ”sluk” for tankerne giver. Der kommer stadig tanker, men langt færre.
Jeg får spist mine vitaminer hver dag. Hér lavede jeg et system med 30 dages-pakker i små poser, som jeg genbruger igen og igen. Nu er posen klar og står ved siden af min blender, hvor jeg ser den. Der får jeg vitaminerne spist hver dag. Det, der skulle til, var både et system, og at jeg havde gjort det i en del måneder for at få sat mit kryds i excelarket.
Det er vinter, og jeg har taget min smart-ring af, og jeg udfylder ikke længere excelarket – for nu vel og mærke. Jeg får måske brug for begge dele igen. Jeg har fået nye vaner, og jeg er taknemmelig for dem. Nu handler det om at leve med mine nye vaner, uden overvågning, for at nyde livet er vigtigere end noget. Jeg behøver f.eks. ikke at kende kvaliteten af min søvn hver nat, eller har brug for ringen til at fortælle mig, om jeg har fået hvilet ind imellem al aktiviteten.
Containerskibet sejler i en ny retning. Jeg passer bedre på mig selv. Jeg er mindre ”stærk” på en måde, end jeg var før, hvor jeg kunne ”alt” og kunne være der for alle, og aldrig løb tør for energi. Jeg har lært mig selv bedre at kende i en alder af 51.
Det er ret smukt!
Alt starter med samtalen med dig selv, den samtale jeg havde den dag, jeg lavede excelarket. Hvad ønsker jeg at ændre, og hvordan vil jeg gøre det?
Er der vaner, du ønsker at ændre? Eller nye vaner, du ønsker skal være dine? Så ønsker jeg dig alt det bedste med at lykkes med det – og jeg tør godt garantere, at du ikke vil fortryde det.
Kærlig hilsen Mette